mandag den 23. juni 2014

En kurvfuld smukke garnblomster

 
Jeg elsker blomster, men jeg elsker altså også sådan en stor kurvfuld garn.
Det er min yndlings grundgarn 50% uld og 50% bomuld der er kommet i kurven.
Jeg er og har altid været vild med den blanding, for det gør at jeg kan holde ud til at have strikken direkte på kroppen.
 
Den har uldens fleksibilitet og bomuldens kølighed og så holder den pasform og farve i vask.
Jeg strikker den alene både med én og to tråde og vil jeg have et andet udtryk mager den sig smukt med både alpaca, silk/mohair og pacalina.
 
Den er efter laaaang tids venten  kommet hjem i 18 skønne nye farver.
Jeg kunne ikke, som nok mange andre, vælge mellem farverne, så jeg købte hele flokken.
Nu står der en kurv med et nøgle i hver farve ved min strikkestol.
Så kan jeg sidde og kigge og blive inspireret til hvad de hver især skal bruges til. Sammen, hver for sig, eller i selskab med en følgetråd. 
 
Straks de kom hjem slog jeg masker op til et sjal, som jeg havde drømt om lige siden Stephen West satte det til salg.
Jeg strikker det i én tråd uld/bomuld og én tråd silk/mohair. På pind 5½ for at få et fluffy udtryk.
Fire farver skal der bruges til selve sjalet. Jeg tror disse to bliver tre og fire.
Kanten skal have en kontrastfarve. Hvilken ved jeg ikke endnu.
__________
 
Rigtig god Sankt Hans derude og pas nu på ikke brænde nallerne eller kosten :0)
 
 

mandag den 16. juni 2014

Sommercardigan lige efter mit hoved (og krop)

Jeg har manglet en lille cardigan til at have på over mine sommerkjoler hvis der skulle komme en kølig vind.
Det gør der jo ind imellem, selv om sommeren indtil videre har vist sig fra sin aller skønneste side.
Jeg har strikket den oppefra og ned i glatstrikning og med raglan.
Jeg har lavet brede ribkanter forneden og på ærmerne
og lidt smallere på hals- og belægningskanter.
Som vanligt har jeg strikket rundt og derefter brugt hækle/klippe metoden. Hvorfor strikke vrangmasker når man kan slippe er mit motto.
Andre elsker vrangmasker. Sådan er vi så forskellige.
Jeg "kom til" at tilsætte en orange silketråd da jeg skulle hækle. Det betød så at knapperne blev syet i med orange tråd, 
med undtagelse af den øverste der fik en grøn og det fordi jeg lige skulle se hvordan det så ud med et lille broderi på ryggen.
Jeg har lavet en firkant i maskesting. Broderet med to tråde silke.
 
FAKTABOKS:
 
OPSKRIFT:
Det ville ikke være korrekt at skrive at jeg har brugt opskriften på Peasy til min cardigan,
Halskanten er dog begyndt som Peasy med vendemasker for at få nakken højere end forstykkerne. 
Derefter er det mit hoved og ikke mindst krop der har bestemt resten.
Som jeg skrev tidligere har jeg strikket den topdown og på rundpind. Midtermasken ned foran har jeg strikket vrang.
Det er ikke nødvendigt at gøre. Jeg synes bare det er nemmere at ramme de rigtige masker når man skal hækle kanten bagefter.
 
Hækle/klippe metoden kan nærstuderes HER.
 
PIND:
 
GARN:
En lækker kvalitet jeg tog med hjem da jeg var i Gug i begyndelsen af maj.
Jeg aner ikke hvad den indeholder. Men cashmere er der helt sikkert i.
Jeg kalder den min Kælegarn og jeg har brugt 175 gram.
 
 

søndag den 15. juni 2014

Jeg får hvis aldrig en ensfarvet trøje

 
Jeg kunne ikke nære mig. Der måtte lidt farver på cardiganen.
Ikke meget.
 Bare en lille firkant,
den hæklede kant til opklip og tråden i knapperne.

fredag den 13. juni 2014

Hækle, strikke, klippe

Jeg har fornøjet mig med at hækle kanter til opklip.
Det er en helt ensfarvet trøje, men jeg synes lige der skulle et lille twist af orange med i den hæklede kant.
Måske jeg skulle sy knapperne i med den orange. Jeg tror det.
Efter endt hækling har jeg strikket belægningen. Jeg synes der er mere hold på arbejdet når jeg laver dem før jeg klipper op.
Herefter skal jeg have klippet op og strikket halskant.
Men først er der lige en generalforsamling der skal overstås.
I morgen regner  jeg med at få det gjort.
 
Jeg havde tænkt jeg ville til WWKIP 2014 i Gug, men jeg har simpelthen haft så travlt i denne uge at jeg bliver nødt til at trække stikket i morgen.
 Jeg er sikker på det bliver en fantastisk dag deroppe.
Jeg vil tænke på jer mens jeg laver min helt egen WWKIP 2014 i mit Kaffehus.
 

onsdag den 11. juni 2014

Kærlighed til datter

 
Min Bette Tøs fylder 35  i dag.
Jeg glæder mig til at fejre hende senere.